elementær, (af fr. élémentaire, af lat. elementarius), hørende til grundbestanddelene; tilgrundliggende; simpel.

Jeg sidder på stationen der er 13 min til at mit tog kommer. Jeg er på vej til pole ‘self practice’ og en casual time, som det hedder hvis man ikke er meldt på holdet. De sidste par uger er gået virkelig godt. Lige siden jeg skrev sidste indlæg er jeg blevet lettet for mange tanker og har fået mere overskud. Min skulder har det bedre og det går godt med træning. Alt den overskud har også gjort at jeg er gået lidt andre veje. Det vil sige fordi min skulder stadig er meget skrøbelig så kan jeg ikke danse så mange timer som de første tre måneder. Så jeg har fundet alternativer til min træning.

Jeg er begyndt til ballet igen. Igen betyder at jeg ikke har danset ballet i 10 år. Det er jo noget helt andet end pole, men jeg tænkte at tekniken kunne gøre mig godt, og holdningen i ballet kunne hjælpe min skulder og min nye holdning.

Sidste lørdag bestemte jeg mig for at tage ned til Sydney Dance Company og tage en ballettime, der går jeg i øvrigt også går til ‘stretch’. For 10 år siden var jeg ok god til ballet. Så jeg tænkte, jeg tager ikke en begyndertime, det er bliver for let. Jeg kan komme og se hvad niveavet er og så kan jeg jo altid gå et niveau op, det er jo elementær ballet. Det kunne jeg så godt glemme.

Jeg møder op hos Sydney Dance Company, går hent til skranken hvor der står to piger og siger at jeg gerne vil til balettimen kl 14:30. Pigen ved skranken smiler til mig og siger det er i sal 1. Jeg smiler tilbage og tænker at hun sagtens kan se at jeg har danset ballet før, jeg har nemlig sat mit hår i en flot knold og øvet mig i at holde ryggen rank = ja jeg har danset ballet før og jeg var ok go. Jeg går tilfreds mod sal 1.

Da jeg står uden for sal 1. Kigger jeg mig lidt omkring – Jeg er nu med i den scene fra ‘Flash Dance’ hvor hun går ned ad gangen på balletskolen og føler sig en lille smule malplaceret. Alle, både piger og drenge sidder enten på gulvet eller står op ad væggen og strækker, og det her er ikke elementær stræk, det er seriøse stræk, sådan nogle stræk jeg drømmer om at kunne, men nok aldrig kommet til at kunne, trods min smidighed er over middel. De har også alle sammen flot opsat hår, ingen kigger en eneste gang på mig. Dem der snakker med hinanden griner også med deres ”jeg er pisse go til ballet” attitude. Jeg går tilbage til pigen ved skranken, spørger hende om hun kan fortælle mig hvad niveau ballettimen i sal 1 er, fordi jeg tror jeg er gået forkert. Hun svarer elementær ballet. Jeg siger tak, smilede og gik tilbage. Jeg stillede mig igen på samme sted som før og tænkte, ja ja, jeg ved godt hvad der sker her. I ligesom mig lader bare som om. Og det er selvom at jeres balletsko har huller ved storetåen og jeres strækøvelser kunne være en cirkusforestilling. Vi går ind i salen, jeg sørger for at stille mig imellem to piger (så er der nemlig nogen at kigge på, hvis man skulle glemme hvad man laver) læren kommer, timen går i gang, og der bliver danset ballet. Ja altså alle andre end mig danser ballet. Jeg er nemlig blevet mit eget cirkusnummer, jeg er pauseklovn.

Jeg var hende som går til højre når de andre går til venstre. Jeg var hende der var to takter bagefter og aldrig gør bevægelserne helt ud, fordi hun prøver at følge med. Jeg så helt klart ud som om at jeg var gået forkert.

Jeg grinede af mig selv i 1,5 time. Jeg er glad for min evne til at grine og grine af mig selv. Fordi det må have set så sjovt ud. Jeg kunne næsten ikke gå efter den time, måtte slæbe mig selv hjem. Da jeg kom indenfor døren, smed jeg mig på sengen og vågnede 3 timer senere, med følelsen af at være banket med et bat. Men jeg fik kun mere mod af det og nu er min mission at jeg skal blive god til ballet igen! Så jeg er gået et niveau ned, jeg går nu til begynder ballet og jeg er stolt.

Da jeg var omkring 12 år og de store forandringer begyndte at ske, var ‘klubben’ mit tilflugtsted. Og det var det også for mange andre børn og unge. Og da jeg er enebarn, havde jeg ikke andre. Jeg har en moster og onkel i Danmark, men da de ikke var tilstede i dagligdagen, var jeg alene. Alle mine venner blev automatisk min familie. Og sådan har det været lige siden. Jeg er meget loyal overfor de mennesker der er i mit liv. Jeg vil gøre ALT for dem. Hver enkelt kan jeg fortælle om, og hvorfor netop han/hun er i mit liv. Og på samme måde kan jeg fortælle, hvorfor jeg vælger nogen fra (som sjældent sker uden et forsøg på at få de ting som er i vejen løst, fordi der er grund til, at jeg i første omgang indledte et forhold) Jeg er ikke god til at lade ting glide ud i sandet. Jeg vil gerne have rene linier. Og jeg kan bedst finde ud af det hvis det bliver sagt, den respekt vil jeg også gerne give vedkommende, og jeg ønsker også at mine venner skal være ærlige overfor mig.

Alle min tidligere indlæg på bloggen kommer af at jeg gerne ville fortælle hvad der egentlig sker i Sydney, imellem Stine og jeg. Det har nemlig at gøre med hvordan min rejse har formet sig. Og hver gang jeg har sat mig ned for at skrive om det, kommer der så mange følelser fra fortid blandet med hvad der sker lige nu. Hvilket jeg har følt jeg gerne ville dele først.

Jeg ønsker at dele min historie af flere grunde. Fordi jeg ønsker at denne blog er min dagbog, og da jeg startede var det mere et minde til mig selv om mit eventyr, men udviklede sig til at være noget jeg også ønskede at dele med dig. Og nu hvor jeg har valgt at dele det mig dig, så ønsker jeg også at være så ærlig, som jeg i virkeligheden kun er overfor mig selv, og mine tætteste veninder. Og den sidste grund er, at nu hvor jeg er gået i gang med at skrive og dele det hele, ønsker jeg at give et helt billede af mig.

Der er så mange der har spurgt, og jeg er sikker på at der endnu flere der har tænkt tanken. Jeg ved at jeg ville undre mig. Hvorfor har jeg ikke længere skøre samtaler på facebook med Stine. Hvorfor nævner jeg hende ikke i mine statusopdateringer. Eller skriver om mine oplevelser med hende i min blog.

Svaret er ganske enkelt. Vi taler ikke sammen, vi har ingen fælles oplevelser og jeg tvivler på om vores venskab holder.

Jeg vil gerne fortælle dig hvordan jeg har oplevet hele situationen. Jeg vil gerne dele hvor svært det har været for mig at stå i denne situation og hvor ked af det jeg har været. Det er helt klart netop denne situation, og rejse, der har gjort at jeg har fået en helt anden tur, end den jeg troede jeg ville få, og at min tur er blevet en mulighed for at kigge indad, finde nye værdier og vokse.

I mit indlæg, ‘Usikkerheden, uroen og det slørede overblik…’ var det min mening at jeg ville fortælle om hvad der var sket. På det tidspunkt fyldte det mere end noget andet. Det var i den tid hvor jeg tænkte meget omkring de 3 sandheder.

Din sandhed, min sandhed og sandheden selv.

Hvilket betyder.
Situationen set fra dit perspektiv og synspunkt, med din virkelighed igennem dine følelser. Situationen set var mit perspektiv og synspunkt, med min virkelighed igennem mine følelser. Og situationens rene facts.Det er i forhold til kommunikation imellem mennesker, og hvordan at virkeligheden kan se helt anderledes ud fra mit synspunkt, igennem mine oplevelser og de ting jeg har med mig i min baggage. Og hvordan du ville have set situationen. Vi kan tage stilling til de samme ting og komme med løsninger eller meninger der er fuldstændig forskellige. Grunden til at jeg fortæller dig dette er fordi, jeg gerne vil fortælle dig hvad jeg ser og hvad jeg føler, hvad jeg mener og hvordan situationen er for mig. Set med mine øjne, følt igennem mit hjerte. Ikke hvad der er det rigtige eller forkerte at gøre, fordi jeg ved at situationen kan se helt anderledes ud fra den anden side, og det anerkender jeg.

Jeg er meget ked af udviklingen imellem Stine og jeg, og det var bestemt ikke mit ønske at distancen skulle blive så stor. Så stor at det nu føles næste umuligt at nærme sig hinanden igen.
Det var mit valg, alene, at vi ikke skulle bo sammen. Jeg er stol af at jeg lyttede til mig selv. Jeg har ikke altid været god til at lytte til mig selv og hvad jeg i virkeligheden har brug for. Jeg har en historie med at kæmpe for længe, og tilsidesætte mig selv, når det kommer til hjertesager. Jeg er stadig virkelig glad for at jeg tog den beslutning om at bo for mig selv. Jeg har brug for at være alene, har brug for plads og efter nogle ting der var sket inden vi rejste, havde jeg brug for at være fri for Stine. Det lyder måske hårdt, men helt ærligt, den følelse er jeg sikker på du også kender. Det at ville have tid for sig selv, betyder jo ikke du ikke holder af eller elsker vedkommende, det betyder ganske enkelt bare at have plads til at samle sine tanker, danse skørt, have mulighed for at prutte under dynen, læse til kl 5 om morgenen, høre den samme sang, hele dagen på repeat, gøre nøjagtigt det du selv har lyst til og brug for, uden at tage hensyn til nogen anden. Jeg har brug for at være alene, skabe min egen ro og have tid til at tage mig af mig. Desuden skulle Stine og jeg jo også lave alt andet sammen.

Inden vi tog afsted var vi begyndt at filme, hvad der ville blive et portræt af vores rejse og eventyr. To veninder der udlever deres drøm om at danse.
Jeg havde noget tid inden vi rejste, følt at jeg ikke blev hørt og forstået af Stine. Det der forandrede det hele og som satte tanker i gang omkring hvordan denne tur ville blive var, da Stine en aften fortæller mig at hun er blevet taget i betragting til et rigtig godt job, som kunne sætte en masse gode ting i gang for hende. Men det ville så evt. indebære at hun skulle rejse hjem før tid.

Da jeg tidligt i foråret begyndte at planlægge denne rejse fortalte jeg Stine om det og efter lidt overvejelse ville Stine også gerne afsted. Jeg syntes naturligvis, at det ville være fedt at rejse sammen med Stine. Lad mig lige minde dig om at vi har været uadskillelige det sidste år. Næsten som et kærestepar, har vi delt alt. Så da vi begyndte at planlægge en tur sammen, havde jeg brug for at vi lavede en forventningsafstæmning. Jeg havde brug for at hun lyttede til hvad jeg havde at fortælle. Jeg har en gang før rejst med en veninde, over en længere periode, som jeg holdte utrolig meget af, og vi er ikke længere veninder. Det ønskede jeg ikke skulle ske igen.

Dengang tog jeg afsted før hende og vi skulle rejse hjem sammen, men hun tog hjem før mig og især det gjorde ondt. Vi kommunikerede ikke særlig godt. Jeg vidste godt at hun ikke havde det så godt, jeg måtte finde ud af, ved at hun talte over sig, at hun rent faktisk planlage at tage hjem før tid, men hvad jeg ikke vidste var at hun også havde planlagt at vi ikke skulle være veninder, når jeg kom hjem. Og den dag i dag ved jeg stadig ikke hvad der præcis gjorde at hun tog den beslutning at stoppe vores venskab.

Så jeg fortalte det var meget vigtigt for mig at vi stod sammen om dette, at vi rejste sammen, tog hinanden med på råd, løste hvad end der måtte komme sammen og rejse hjem sammen. Naturligvis kan der ske ting der gør at en af os skulle rejse hjem før tid, man ved jo ikke hvilke udfordringer der kan komme, men så kommunikerer man omkring det. Og det blev vi enige om.

Da det kun var et evt. job, spurgte jeg om hvornår hun vidste endelig besked, og så kunne vi tale om hvad vi så gjorde. Men jeg fik allerede følelsen af at Stine ville gøre hvad der var bedst for hende. Hvilket jeg udemærket kan forstå. Vi er vores egen lykkesmed og hvis denne chance kunne give et skub i karrieren er det fantastisk. Jeg var glad på Stines vegne. Det jeg ikke var glad over, var måden det blev sagt på. Uden forståelse for at dette kom til at have indflydelse på vores rejse, det jeg havde fortalt og den aftale vi havde lavet.

I en senere diskussion, hvor der stadig ikke var kommet opklaring om hvad der ville ske med jobbet, og jeg fortalte om mine bekymringer, sagde hun, at hun var stresset og kunne ikke overskue at jeg sagde noget til det.
Det gjorde mig utrolig ked af det og lidt bekymret. Hvis du har læst nogle af mine tidligere indlæg så gik det lige ind på flere nerver. Ikke at blive lyttet til, at blive forlad, men især det at vi ikke kunne snakke om tingene og kommunikere . Vi er veninder, der skal være plads til os begge to og man skal kunne sige hvad man har på hjerte. Jeg har selvfølgelig ikke noget at skulle sige i sagen om hun skulle tage jobbet, hvis hun fik det tilbudt, men jeg har forventer om at mine bekymringer bliver lyttet til, når hendes valg har indflydelse på vores fælles rejse.

I forhold til dokumentaren havde jeg også mine tvivl. Jeg var ikke inviteret til det første møde som Stine og hendes manager var til. Da jeg efterfølgende havde spørgsmål omkring, stilen, målgruppen, hvor det skulle sendes, hvad tankerne var og siden jeg ikke vidste noget, følte jeg mig til besvær med alle mine spørgsmål. Jeg havde også tanker omkring hvordan jeg mon ville blive fremstillet, og især om jeg egentlig havde lyst til at mit liv, så tæt på, skulle vises på tv. Det endte dog med at to af fyrene fra produktionsselskabet, kom hjem til os og jeg fik svar på de spørgsmål jeg havde. Og besluttede at jeg gerne ville være med på projektet.

Diskussionerne fortsatte omkring hvordan tingene skulle være. Og min mave følelse sagde mig at jeg ikke længere kunne have en tur hvor vi skulle lave ALT sammen, sove, danse, opleve og pille navle sammen. Jeg havde brug for at kunne lukke min dør til mit værelse og være alene. Vi havde en rigtig god samtale da vi var i Bulgarien, omkring alting som gjorde mig meget glad og hvor jeg følte mig imødekommet og forstået. Men andre ting skete, og det var da vi kom hjem at jeg tog beslutning om at finde mit eget sted at bo. Og det føltes rigtig godt.

Jeg fandt et sted at bo og fik bestilt de danse timer jeg gerne ville have inden vi rejste. Stine var i Frankrig lige inden vi skulle rejse, derfor tilbød jeg naturligvis at vi kunne bo sammen, indtil at hun fandt et sted at bo. Stine fandt et sted at bo og fik også bestilt sine timer inden vi tog afsted.

De sidste dage inden vi skulle afsted var vi begyndt at filme. Jeg talte især om mine bekymringer og jeg var ikke glad. Jeg glædede mig ikke til at skulle afsted. Og en af de bekymringer jeg havde var hvordan Stine evt. ville reagere på at jeg havde taget den beslutning, at jeg ville bo alene. Jeg havde også til dels distanceret mig lidt (men ønskede en fælles tur og jeg ønskede virkelig at vi skulle være Frk. Grøn og Lady Orange i Sydney). Jeg fortalte til kameraet, hvordan jeg troede hun ville håndtere det.

Da vi kom til Sydney prøvede jeg flere gange at tale om tingene og ville gerne fortælle hvordan jeg havde det. Men jeg følte mig stadig ikke forstået, og vores samtaler løste ikke de konflikter der var imellem os. Hvilket endte i et stort skænderi på åben gade den første uge vi var i Sydeny. Diskussionen kom også efter at jeg sagde fra overfor en sammenkomst med Stines bofæller, fordi det ville blive for sent og jeg skulle op næste dag og danse. Mit valg var dans, frem for fodboldkamp. Det startede med at være en diskussion omkring hvis historie der er vigtigst at filme. Stine fik kameraet med, men jeg følte der var mere hun ikke fortalte mig, og jeg spurgte om hun ville fortælle mig hvad der gik hende på, men hun sagde det bare var det med kameraet. Efter at have stået længe og skændes, tilbød jeg at droppe mine planer og hjælpe Stine med at flytte og filme, så kunne vi gå ud og drikke et glas vin bagefter, hygge os, starte på ny. Men hendes respons var, at hun havde planlagt noget andet og ville bare gerne hygge sig i sit nye hjem og havde ikke lyst til at gå ud og drikke vin. Da jeg spurgte hende om hun ikke kunne se at jeg rækkede min hånd ud, droppede min planer for at vi kunne lægge det bag os, hvilket jeg mente vi virkelig havde brug for. Var hendes svar, det er ikke sådan jeg havde forestillet mig min dag, det har jeg ikke lyst til. Det er mit valg og jeg vil gerne hygge mig derhjemme. I alle andre situationer, ville der jo ikke være noget galt med at ville være alene (det var jo også derfor jeg valgte at bo alene, for at være alene) men med alt hvad der var sket, og det skænderi vi lige havde haft, havde vi ikke brug for mere distance, hvis vi skulle have en god tur sammen. Det var hendes valg, og så kan jeg jo ikke andet end respektere hendes valg, men jeg var overrasket over at hun ikke forstod hvad det ville betyde.

Hvilket igen gjorde mig virkelig ked af det. Jeg kunne ikke forstå hvorfor hun ikke ønskede at vi skulle løse konflikterne og komme videre. Jeg tog automatisk en lille distance da jeg valgte at bo alene. Men det var kun fra at være sammen 24/7 til at sove hver for sig. Nu var det ikke længere mig der skabte distancen alene.

Jeg har store forventninger til alle jeg elsker og holder af. Kærester, familie, venner og veninder.

Samme dag som vi var kommet til Sydney og Stine havde kameraet, optog jeg en video på min computer, fordi jeg havde brug for at komme ud med nogle følelser. Her vidste jeg allerede, at det jeg troede hun ville gøre når vi kom til Sydney, allerede var ved at ske.

Jeg ønskede virkelig stadig at vi skulle løse konflikterne og for hvad der nu er mange uger siden, spurgte jeg om vi ikke skulle mødes og drikke kaffe. Jeg ville gerne vi skulle snakke om tingen og jeg ville gerne en sidste gang (fordi det var hvad jeg tænkte, jeg giver det en sidste chance. Jeg kunne mærke at jeg konstant blev skuffet og ked af det. Og jeg var trådt over min grænse, jeg ville ikke kæmpe for et venskab alene, det kommer man ingen vegne med) give hende muligheden for at fortælle mig hvilke tanker, følelser og ønsker hun havde, det kunne være hun også stadig ønskede at løse konflikterne og komme videre, se om vi kunne få en tur sammen. Hvis ikke, kunne hun have mulighed for at fortælle mig hvilken røv hun syntes jeg har været. Men hun havde for travlt og var for stresset med et show, og siden har vi stort set ikke snakket. Vi siger høfligt hej, nogle gange. Og har et par gange udvekslet sætninger der skal forestille en samtale. Det endte så alligevel ikke at være sidste gang jeg prøvede, men igen fortalte hun mig hvad hendes valg var, og det var ikke mig. Og der stoppede, hvad der for mig var, et ønske om en fælles tur. Og siden er jeg ikke blevet skuffet, fordi jeg nu ikke længere har nogle forventinger til Stine.

Det jeg sagde til kameraet inden vi tog afsted, og som jeg mente allerede var ved at ske den første dag i Sydney var, at Stine ville finde sig en ny ‘beste’ veninde, i stedet for at løse de konflikter der var imellem os, og på den måde få sig en rigtig god tur. Leve i nuet og leve eventyret, på bekostningen af vores venskab.

Nu elsker jeg også at læse og har lige købt tre bøger. Faktisk har jeg fået dem af min mor. Jeg elsker at få gaver. Og jeg elsker at få bøger i gave. Disse tre bøger fandt jeg for en bogs pris, hvor heldig er jeg lige.

Så nu vil jeg gå igang med ’BY THE RIVER PIEDRA I SAT DOWN AND WEPT’

Det betyder ikke at jeg ikke har tanker og følelser der midlertidig sætter mig et sted, hvor jeg syntes alle er dumme, at jeg bliver frarøvet frihed og tænker andre langt ude destruktive tanker. Nogle gange bliver jeg fastlåst i timer, nogle gange dage, men aldrig har det været mit udgangspunkt eller tilgang til livet.

Selvom jeg i mange år troede på alle de mennesker der fortalte mig at jeg aldrig ville blive til noget. Jeg husker tydeligt tiden inden jeg begyndte at tvivle på mig selv, inden at jeg begyndte at fortælle mig selv, at når så mange voksne personer i mit liv siger det, så må det jo være sandt, jeg var omkring 12 år da jeg tænkte. Det er da mærkeligt, hvorfor siger de det, jeg er da god til mange ting og jeg tror jeg bliver til noget. Hvis jeg lukker øjnene kan jeg mærke den undrende tanke helt tydeligt.

Efter noget tid blev jeg overbevist, og jeg må ha lavet en ubevidst aftale med mig selv om aldrig at få succes. Jeg udviklede en strategi der gav mig mulighed for at vise at jeg var god til noget, men jeg sørgede altid for at jeg ville fejle, og så fik de ret. Jeg ville aldrig blive til noget.

I mellem alle mine fejlende forsøg for at få succes begyndte jeg at skabe mange problemer, jeg ville gerne have opmærksomhed. Både for at bevise at jeg sagtens kunne en masse ting, men også fordi jeg faktisk havde noget jeg gerne ville sige som jeg ikke kunne udtrykke i klare ord. Jeg lavede meget ballade og jeg råbte meget højt. (Jeg tror den dag i dag, at det også har været med til ‘redde’ mig, fordi jeg var ekstrovert i stedet for introvert) Men ikke mange stoppede op og spurgte om der var noget galt, om jeg havde det godt, var ked af det. I stedet blev jeg set som en pige der kun var til besvær og alt for forstyrrende. (det passer desuden også perfekt i forhold til alt med min far) Der var noget galt, der var noget jeg var ked af. Der skete ting med min mor jeg ikke forstod. Og jeg forstod ikke hvorfor min mor også tog side med de voksne personer i mit liv, der gjorde mig til et problem. Min mor havde pludseligt forandret sig og intet var som det plejede at være, og det prøvede jeg at fortælle, men ingen lyttede. Jeg har nemlig haft en fantastisk barndom. Og min mor var en meget stærk kvinde der var rejst til et andet land med sin lille pige for at skabe en bedre fremtid. Men den mor jeg kendte var der ikke længere.

Da jeg var 18 år og på Oure Idrætshøjskole (på dette tidspunkt havde jeg ikke talt med min mor i omkring 2 år) modtog jeg et opkald fra min læge, der fortalte mig at min mor var blevet indlagt på psykiatrisk hospital og at diagnosen var skizofreni. Efter samtalen med min læge tænkte jeg, jeg vidste jo godt der var noget galt med min mor, og jeg var bare et barn der prøvede på at fortælle at jeg ikke har det godt.

Da jeg blev 10 år begyndte jeg i ‘klubben’. Det var mit fristed. Jeg ved ikke hvordan mit liv ville have udviklet sig uden ‘klubben’. Her fik jeg støtte og plads, ikke så meget til at løse mine problemer, men her fik jeg muligheden for, ikke at føle mig så meget til besvær. Og jeg er sikker på hvis du spørger nogen fra den tid vil de beskrive mig som, en meget vred og forvirret teenager. Jeg har ‘klubben’ at takke for at have udviklet min kreativitet og for at give mig plads. Mine tanker går især til Henning, Anne, Marie, Vagn, Eva, Lars, Stefan, Marianne, Dorte og Tit. Det var dem der var med til at give mig stemme og det var med til at give mig styrke.

Da jeg blev ældre, omkring 21, arbejdede jeg meget med at tage mig af ‘lille’ Ewa hun var ret ked af det. Tage ansvar for min egen lykke. Jeg havde en meget stærk oplevelse som frigjorde mig, og gjorde mig uafhængig fra alt hvad der var sket med min far.

Da min mor og jeg skulle rejse til Danmark, havde min mor ikke fortalt mig at vi aldrig ville komme tilbage, jeg var jo også kun 4 år. Men afskeden med min far kan jeg stadig huske, som var det igår. Min mor og jeg stod bagved en glasrude, min far stod på den anden side. Jeg stod og kiggede på min far, jeg kan stadig mærke mit pagehår, perspektiver at fra en lille person og min fødder er små, han gik lige så langsom væk fra os. Jeg vinkede og vidste at intet ville blive som før, jeg vidste at det var sidste gang jeg skulle se ham. I mange år mærkede jeg denne smertefulde dag hver gang jeg tænkte på min far.

En dag da jeg tænkte på min far og mærkede mig stå der bag glasruden. Sket noget magisk. I min ‘fantasi’ voksede jeg som Alice i eventyrland. Jeg blev lige pludselig ‘voksen’ Ewa. Og da jeg stod der bag ruden som voksen mærkede jeg en helt ny tilknytning til ham. Nu var jeg ikke længere afhængig af ham, som et barn er afhængig af sine forældre. Jeg kunne nu tage vare på mig selv. Og det gik op for mig at det var mit ansvar, og mit alene, at tage sig af mig. Og at det kun var mig der kunne skabe mig en god fremtid.

Jeg tænker meget på det med at fortiden viser sig i ny forklædning. På så mange måder og niveauer, viser fortidens mønstre sig for mig. Og jeg bliver ved med, i de øjeblikke hvor overskuddet er lidt større, at spørge mig selv hvad det er jeg skal lære. Jeg synes livet meget længe har tilsmilet sig mig. Det sidste år har formet mig til at stå rank, stærk med panden løftet og brystet ude. Stolt står jeg (tits over toes) og tror på at jeg har ret til at leve. Ret til at være her som alle andre. At der faktisk er plads til, at jeg må plante mine fødder solidt i dette liv og tage hvad der er mit og hvad jeg har fortjent. Hvilket, når alt kommer til alt, er meget simpelt, fordi det er livet selv. Det er livet jeg har ret til og fortjent.

I en terapisession for omkring 1 ½ år siden, sidder jeg og kan ikke finde ud af livet. Jeg har det til dels fint, men uroen følger mig hele tiden og jeg kan ikke finde ud af hvad der er galt.

Da jeg var en lille pige fik jeg, som så mange andre børn, fåresyge. Det gjorde meget ondt og var meget ubehageligt. Jeg havde hørt nogle af de voksne snakke om at man kunne få fjernet noget de kaldte mandler, fordi det var det som gjorde at min hals var så hævet. Jeg var et meget løsningsorienteret barn og gik derfor hen til min mor og sagde at jeg gerne ville have fjernet mine mandler, fordi så ville jeg blive fri for den smerte jeg var i, uden selvfølgelig at forstå hvad det så indebar. Jeg kan huske at min mor forundret kiggede på mig, satte sig derefter foran mig og fortalte mig, en historie der fuldstændig forandrede noget i mig. Hun fortalte mig at mandlerne ikke bare sådan lige var til at fjerne, og at man faktisk har brug for dem. Der efter fortalte hun mig hvordan mandlerne virker. Hun sagde at mandlerne er som to soldater der står med spyd, lige der hvor spiserøret starter og de slå alle de bakterier ihjel som ikke må komme med ned i maven når jeg spiste noget. Det gav mening, jeg forstod hvorfor det ikke var så godt at få dem fjernet. Efter samtalen med min mor, og tiden efter jeg havde haft fåresyge, begyndte jeg er tænke på hvad der ellers foregår inde i kroppen. Jeg tænkte, så når jeg har to soldater der slår bakterier ihjel, så må der også være nogen der skubber alt maden på vej ned i spiserøret. Og når maden så kommer ned i maven så sidder der en mand som styrer hvor meget mavesyre han skal blande så maden kan blive opløst. Og i skolen fortalte de os hvor lang ens tynd og tyktarm var, de illustrerede det ved et langt rør af stof, det var meget langt. Så jeg tænkte okay der sidder der også mange små mænd og hjælper maden igennem. Min krop var fyldt med små mænd der alle sørgede for at min krop fungerede. Selv i min storetå boede der en, gad vide hvad hans funktion var? Det får mig til at smile i dag, selvom jeg tydeligt kan huske, den alvorlige betydning af alt dette, og hvordan jeg virkelig troede på, at det var sådan det fungerede, det havde min mor jo selv sagt. Men smiler især fordi jeg med min rationalitet, så stor som den kan være når man er 5-6 år tænkte. I det virkelige liv er der godt og ondt. Og i det virkelige liv bliver de onde sat i fængsel, så der må jo også være et fængsel inde i mig, jeg indeholder jo også godt og ondt. Og hvis du var ond indeni mig, og skulle i fængsel, blev du sendt ned for at stå for at åbne lugen hvor alt lort kommer ud. I mit fængsel får du lov til at styre røvhullet. Sidder og smiler lige nu. Jeg husker ikke hvornår det gik op for mig at det egentlig ikke hang sådan sammen, hvilket heller ikke har betydning. Fordi her sidder jeg så, 29 år gammel, i terapi og mærker alle de små mænd i min krop fare rundt og de kan ikke finde ud af det. De har glemt hvad de skulle og de råber i munden på hinanden. Og det går op for mig at jeg ikke har styr på mine tropper. Jeg kan ikke finde ud af at give mig selv klare meldinger der får det hele til at fungere. Og siden er det blevet billedet på min uro. Med lukkede øjne sad jeg og visualiserede mig selv stående på en stor mark hævet over mine mænd, som om jeg er sad på en hest og de er var til fods. Så langt øjet rækkede rendte de rundt og prøvede på at finde mening. Jeg råbte en kommando og pludselig stod de snorelige og kigger alle frem. Det var i samme sekund som jeg fandt roen og forståelsen for at jeg har ret til mit liv. At jeg har ret til en stemme. At der også er plads til mig. Jeg har aldrig følt mig så stærk som i det øjeblik. Og med et vidste jeg, at jeg ikke længere skulle overleve livet, men at jeg nu kunne nyde livet. Mange års smerte fik nu forløsning, de overlevelsesstrategier jeg havde prøvet at komme af med var fortid, fordi de ikke længere skulle beskytte mig. Jeg fik nu kontrollen, den fulde kontrol. Og der blev fortiden noget som har været med til at forme mig, frem for noget der stadig skaber mig og har kontrol over mine handlinger. Fra den dag startede et nyt liv for mig og jeg var i samarbejde med mig selv igen. Jeg havde styr på min tropper.

Jeg er et utroligt følsomt menneske, og alt jeg gør er med hjertet først. Der skal nok være eksempler på det modsatte, men det er få tilfælde. Og derfor bliver jeg ofte også meget såret, meget skuffet eller meget vred. Fordi jeg brænder for de ting jeg gør. Og jeg elsker de mennesker jeg har omkring mig. Jeg giver heller ikke så let op og kæmper for de ting jeg tror på. Dette har gjort at jeg er blevet såret mange gange, fordi det for sent er gået op for mig hvad der sker. At jeg enten er mere involveret end den anden part, eller har kæmpet for længe, hvilket har betydet at jeg for længst har overskredet mine grænser.

Jeg tror meget på at de mennesker vi møder i vores liv, skal vi lære noget af. Og især de relationer som er svære eller som skaber mange problemer er dem vi kan lære mest af. Det hænger sammen med det jeg skrev i det tidligere indlæg omkring projektering. Hvis du reagerer stærkt på noget en anden siger til dig, så er der nok noget om snakken. Du har ikke kontrollen over andre og hvad de siger til dig, men du har kontrollen over hvordan du reagerer.

Kender du det når nogen siger noget meget negativt til dig eller om dig, og du tænker ‘hvad fanden handlede det om, fordi det kan da overhovedet ikke have noget med mig at gøre’ og så er der dage hvor nogle ting bare går lige ind på en nerve. Tænk over det næste gang du reagerer, eller føler dig ramt af noget nogen siger. Det kan selv være mennesker der slet ikke kender dig, som siger noget der rammer meget hårdt. Og her er det meget tydeligt at noget er galt, fordi hvordan i alverden skulle vedkommende kunne trykke på nogle af dine knapper. Det er klart det kan være mere kompliceret end som så, men overreagerer du og blander andre personlige ting ind i sagen, så er der noget at tage fat på. Det er min overbevisning.

Alt dette kommer tilbage til at jeg de sidste mange år har mødt nogle mennesker jeg er komme til at holde af og elske, som alle viser sig med samme træk, hvis handlinger og måder at håndtere konflikter og kommunikere er langt fra min måde. Det er ikke fordi det er ‘my way or the highway’ det handler ganske enkelt om at de mennesker vælger ikke at kommunikere, og er enten bange for konflikter eller er for egoistiske og selvviske til at kunne se tingene fra andres perspektiv, og derfor kan de ikke lytte vise empati og være åbne.

Og er det ikke vildt som det hele bare passer så perfekt sammen. Min tro var at jeg ikke har ret til at leve. Ikke har ret til at blive hørt. Ikke er ønsket i dette liv. Igennem det meste af mit liv er jeg blevet fortalt at jeg ikke duede til noget. At der kun var problemer med mig. At jeg aldrig ville blive til noget. Min far forlod mig da jeg var lille, jeg kan huske at han engang imellem sendte mig telegrammer og nogle gange små, så lidt gjorde han for at holde kontakt. Men da jeg blev ældre og fik stemme, stillede jeg ham mange forskellige spørgsmål, som han valgte ikke at svare på. I stedet undlod han at have kontakt med mig. Efter en voldsom episode da jeg var 16 år, hvor han beskyldte min mor for en masse og holdte hende ansvarlig for hans manglende lykke, valgte jeg at stoppe kontakten. Men som de fleste børn har det, ønskede jeg jo at blive genforenet og elsket af min far, blive forstået og lyttet til. At han ville passe på mig, men det forstod han ikke. Han har prøvet flere gange at tage kontakt, hvor han gerne ville fortælle mig hvordan han har haft det i alle de år og hvor hårdt det har været for ham. Og hver gang jeg så prøver at fortælle ham hvordan jeg har det, så lytter han ikke, og forsvinder ud af mit liv igen. Den person som skulle elske mig aller mest på denne jord, viser mig ingen interessere overhovedet. Der er ikke noget at sige til det, at jeg meget længe ikke troede at jeg havde ret til at leve og at mit liv og tilstedeværelse havde betydning.

Ironisk ikke?, at jeg har mødt mange af den slags personer i mit liv, som alle gengiver min far så utrolig perfekt. Og alle de andre betydningsfulde personer i min opvækst som sagde til mig at jeg ikke var andet end et stort problem.

Det er omkring 1½ år siden at jeg sad i netop den terapisession hvor alle mine tropper kiggede i samme retning og jeg blev overvældet af følelsen at jeg fortjener at leve.

Fordi jeg tror på mig selv, jeg behøver ikke nogen andre end mig selv til at sige at jeg fortjener mit liv. Jeg er uafhængig. Og siden den dag er jeg ikke blevet udfordret i min ret til at leve, have stemme eller at blive lyttet til.

Det er altså lige indtil at jeg kom til Sydney. Det vil sige, jeg bliver ikke udfordret i min tro på mig selv og min ret til at leve. Men udfordret af hvad jeg så skal lære fra en person som jeg har holdt utrolig meget af, men som pludselig har taget en unaturlig distance, som reagerer uden imødekommende handlinger, ikke viser et ønske om at løse de konflikterne der er imellem os, og som jeg føler ikke ønsker at lytte til hvad jeg har at sige, eller vide hvad jeg føler.

Jeg har i flere uger prøvet at skrive et indlæg til min blog, faktisk er der gået over tre uger siden sidste indlæg. Jeg har også prøvet at skrive emails til mine veninder, men jeg mangler ord. Der er så mange ting og følelser jeg gerne vil fortælle om, men hver gang jeg sætter mig for at skrive, bliver jeg tom inden i og der kommer ingen ord til mig. Så snart jeg kommer ud, eller sidder i toget på vej til dans, går på gaden, så vælter følelserne nedover mig og overvælder mig, alle følelser på en gang, usammenhængende og alligevel i så flot orden, som perler på en snor.

Jeg har med hjælp fra fornuften kunne holde styr på følelserne, sørget for at lytte og forstå. Men den sidste uge er der skyllet så mange bølger af følelser indover mig, at det er begyndt at blive uoverskueligt og for meget. Halskæden er sprunget og alle perlerne ligger spredt foran mig. Med et tomt blik sidder jeg og kigger på alle perlerne og aner ikke hvad jeg skal gøre med dem, og hvordan jeg får samlet kæden igen.

Det hele er en blanding af min fysiske ubalance, blandet med følelser fra fortid og nutid. Jeg tænker meget på venskab, mønstre, vaner, valg og fravalg. Hvad der er godt for mig, hvordan jeg overkommer smerterne i min krop og jeg tænker stadig på, hvad jeg vil med mit liv og hvor jeg bevæger mig hen. Det er spørgsmål jeg ofte tænker på og de er derfor ikke nye for mig, men det er som om tankerne tester mig, så snart at jeg ikke helt kan overskue det store perspektiv. Med hensyn til venskab, som i denne tid fylder meget, er der ugen inden min tur til Fiji, hele tiden poppet én sætning op. Jeg aner ikke hvor den kommer fra, og jeg har prøvet at se om der er skrevet noget om det, men har ikke kunne finde noget på nettet omkring dette emne.

Sætningen der bliver ved med at komme til mig er – Der er altid tre sandheder til alt.

Din sandhed, min sandhed og sandheden selv.

Hvilket betyder.

Situationen set fra dit perspektiv og synspunkt, med din virkelighed igennem dine følelser. Situationen set var mit perspektiv og synspunkt, med min virkelighed igennem mine følelser. Og situationens rene facts.

Det er i forhold til kommunikation imellem mennesker, og hvordan at virkeligheden kan se helt anderledes ud fra mit synspunkt, igennem mine oplevelser og de ting jeg har med mig i min baggage. Og hvordan du ville have set situationen. Vi kan tage stilling til de samme ting og komme med løsninger eller meninger der er fuldstændig forskellige. Grunden til at jeg fortæller dig dette er fordi, jeg gerne vil fortælle dig hvad jeg ser og hvad jeg føler, hvad jeg mener og hvordan situationen er for mig. Set med mine øjne, følt igennem mit hjerte. Og jeg ved at situationen kan se helt anderledes ud fra den anden side.

For omkring 6 år siden læste jeg en bog der hedder ”De fire leveregler” af Don Miguel Ruiz. Bogen handler om hvordan man løsriver sig fra de selvbegrænsende holdninger, som berøver os og vores glæde og som skaber unødvendige lidelse. Den er baseret på gammel toltekist visdom, og giver mulighed for at åbne livet for en ny oplevelse af frihed, sand lykke og kærlighed.

De fire leveregler er:

Vær ren i dit ord. Det vil sige at man skal prøve at forklare sig så godt, at du ikke kan blive misforstået.

Tag ikke noget personligt. Vi projekterer alle sammen ting over på hinanden, godt og dårligt. Så hvis jeg en dag siger til dig at jeg syntes du ser grim ud i den bluse du har på, kan det være jeg selv har det skidt eller ikke føler mig godt tilpas, og i langt de fleste tilfælde har det overhovedet ikke noget med dig at gøre.

Lad være med at formode noget. Hvis du er i tvivl om noget der er blevet sagt, spørg ind til det. Lad vær med at drage din egen konklusion, sandsynligheden for at du har misforstået noget er meget stor. Vi pålægger alle sammen ting forskellig betydning på baggrund af vores erfaringer.

Gør altid dit bedste. Det er vigtig at forstå at vi ikke altid har lige meget energi og overskud. De dage hvor man flyver afsted og overskudet er stort kan man mere, end de dage hvor man har sovet dårligt, fået det forkerte ben ud af sengen, måske kommet for sent til en vigtig aftale. Man skal bestræbe sig på at acceptere sit udgangspunkt og derfra gøre sit bedste.

Det er længe siden jeg har tænkt på denne bog, men af og til, og især den sidste tid har jeg tænkt meget på ”lad være med at formode noget” jeg har tænkt meget på ikke at lave antagelser, om ting eller hændelser jeg ikke ved noget om. Hvis jeg er i tvivl så spørger jeg. Jeg prøver på ikke at antage noget og jeg digter ikke mine egne historier. Jeg lytter til hvad der bliver sagt. Det er så let at digte historier og finde på hvad der er passer en selv bedst, det er bare ikke så godt når det kommer til kommunikation imellem to personer. Jeg har ingen jordisk chance for at vide hvad der sker inden i dig.

Jeg ved ikke rigtig hvordan eller hvor jeg skal starte. Det er meget ømt og gør ondt det jeg gerne vil fortælle dig. Jeg står ved mine følelser og de tanker jeg har, og der er intet der er for grimt, dumt eller latterligt, det betyder ikke at jeg ikke skammer mig en gang i mellem og mine tanker eller ville ønske at jeg kunne gøre tingene bedre, set i bakspejlet, men det er mine følelser og det er sådan jeg har det inden i. Det er min verden og mit liv. Jeg deler meget tit mine tanker og følelser med dem som står mig meget tæt, men jeg må ærligt indrømme at jeg er lidt nervøs lige nu for at dele det med dig. Jeg er en meget selvstændig person, som i store træk, ikke bekymrer sig om andre folks meninger om mig, men når noget kommer fra mit hjerte bliver jeg mere skrøbelig. Men jeg har brug for at være ærlig overfor mig selv og hvis jeg læser denne blog/dagbog på et senere tidspunkt er jeg sikker på at jeg vil være stolt af mig selv for at have været ærlig.

Kender du det, når du har planlagt noget og det viser sig at blive fuldstændig anderledes. Nogle gange er du hurtig til at omstille dig og andre gange sidder du fast, bliver lidt stresset og syntes at verden falder sammen, fordi det ikke lige blev som du havde tænkt dig det skulle være? Sådan har jeg det nogle gange.

Jeg har rejst før og stået i samme situation som nu, altså planlagt en tur til udlandet i flere måneder. Og altid ender det med at blive en mere personlig rejse end faglig. Det troede jeg skulle blive anderledes denne gang. Både fordi at jeg er blevet ældre, men også fordi jeg troede at jeg havde lært af tidligere oplevelser. Men fortiden viser sig for mig igen på mange måder, og jeg gør mit bedste for at forstå hvad jeg skal lære. Rejsen forandrer sig hele tiden, og jeg prøver at følge med. Jeg tænker ikke så bevidst omkring det, men det er jo som at gøre sit bedste, så snart udgangspunktet er nyt, så er du nød til at tage stilling, og det gør jeg i den grad.

(Jeg er lige kommet hjem fra Fiji. Det er onsdag d. 18 august. Jeg har ikke tænkt på alt hvad der har været sket på denne tur de sidste 10 dage, hvor jeg har været under solens varme. Men mærkede det hele presse på så snart flyet landede, og jeg ønskede mig væk fra Sydney. Jeg er er vågnet med den stor uro i kroppen, min ben kan ikke holde sig roligt, mit hjerte slår hurtige slag, og jeg er på grådens rand. Jeg ønsker i bund og grund ikke at være her. Tankerne omkring det hele kører i hovedet på mig og vil ikke give mig fred. Så nu håber jeg mere end alt at det kommer til at hjælpe mig at skrive, det er det eneste jeg føler jeg har lige nu.)

Usikkerheden, uroen og det slørede overblik kommer uden tvivl af at jeg nu har fået taget det fra mig, som jeg kunne støtte mig til igennem det hele, hvilket er min dans. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at det hele nok skal blive godt igen, men vejen dertil er stadig fyldt med overvældende følelser og tanker.

Bær over med ventetiden, men det tager mig i denne tid, langt tid, at få skrevet bare en sætning. Men jeg skriver på livet løs i håb om at det vil hjælpe mig at være helt ærlig.